Jeg fremstiller fingerringe, som kan bæres til særlige lejligheder. Ringe, som
både er funktionelle at bære og sanselige at røre ved.
Som bærer er det muligt at beskue en ring i lang tid, og for mig er det derfor vigtigt, at man kan blive ved med at finde nye motiver, nuancer og betydninger i værket.
Jeg drejer grundformerne i porcelæn, fordi det er stærkt, når det bliver brændt ved høj temperatur. Den hvide farve er en god baggrund for de farver og overflader, mine krystal- og kraterglasurer har.
Alle mine ringe er unika – det kan ikke lade sig gøre at lave en præcis
gentagelse, da brændingen giver en fantastisk uforudseelighed.
Smykkeformgiver Jenny Christensen producerer sølvdelen.